onsdag den 23. februar 2011

Tiden er kommet...

...for et nyt indlæg på bloggen og nye blandede billeder på Picasa.

Kort efter det forrige indlæg på bloggen blev vi enige om at det måtte have en ende med puttemareridtet hver eneste aften, når Julie skulle sove. Vi lod gråd være gråd og efter at den hysteriske gråd den første aften varede i knap to timer, blev det forholdsvis hurtigt bedre og bedre. Puttetiden er stadig som regel på en times tid, men det er heller ikke så galt, nu hvor hun ikke længere kræver at vi skal sidde ved hendes side indtil hun sover. Nogle få gange sover hun efter ganske kort tid i sengen. Det er en kæmpe lettelse at slippe af med de gamle puttevaner. Hvorfor var det lige at vi ikke gjorde det noget før?!

Problemerne med Julies trodsighed generelt har også aftaget en del. Hun har vænnet sig til at Alexander er en fast del af hendes liv, men først og fremmest har hun nu haft en sammenhængende periode på omkring 2 uger uden sygdom for første gang siden Alexander kom til verden. Nu håber vi at hendes immunforsvar er ved at være i topform igen. Når hun har ondt i maven nu, kan det klares ved at slå en prut eller spise noget mad :)

Alexander er stadig en englebasse. Langt de fleste dage sover han 2-3 timer ad gangen om dagen, hvorefter han er vågen og social i 1-1½ time. Om aftenen er han gerne vågen i et par timer og sover så 3-4 ad gangen om natten mellem måltiderne, hvorefter han straks sover videre. Maven er fint i gang, og der har ikke været antydningen af kolik. I modsætning til Julie gylper han så godt som aldrig, så han er simpelthen bare nem.

Alexander har været til 5 ugers tjek hos lægen og der var ingen anmærkninger. Han var vokset til 61 cm. på daværende tidspunkt. På hans to måneders fødselsdag havde vi besøg af sundhedsplejersken Lis. Hun målte ham til 65 cm. og knap 6,5 kg. Han er altså vokset med 10 cm. på to måneder. Med den fart er han 115 cm. når han fylder 1 år og overhaler sin far når han er omkring 2 år og 4 måneder :)

Far

Alexander

Alexander smiler rigtigt meget, nogle gange endda med "grinelyd". Han er blevet meget opmærksom på sine hænder, som bliver studeret og suttet på. Han dasker også til legetøjet over legetæppet. Han kan sagtens løfte hovedet op, men løfter det for højt op og får overbalance til én af siderne. Han må lige øve sig noget mere :)

Ganeråd i Århus (ja, jeg ved godt at det staves med dobbelt-a nu, men det nægter jeg!) er nu fastsat til onsdag den 9. marts. Herefter vil vi få besked om det videre forløb. Vi laver en dag ud af det i Århus med vandretur på strøget og frokost.

Pia har i skrivende stund netop malket ud for sidste gang. Det er gået rigtigt fint med langsomt at trappe ned, så mælken nu stort set er stoppet med at løbe til. Vi har udskiftet to daglige måltider med mælkeerstatning og tærer derudover på vores enorme mælkelager fra fryseren. Det bliver helt rart at få plads til madvarer i fryseren igen :) Han spiser gerne både den optøede modermælk og mælkeerstatningen.

Vi har lidt imod vores vilje valgt at droppe babysvømningen for Alexanders vedkommende. Dels har vi fået at vide at han på grund af spalten og infektionsrisiko ikke må dykke og dels vil operationen og de forudgående 3 ugers "isolation" komme i vejen for svømmelektionerne. Vi må derfor i stedet selv tage ham med i svømmehallen nogle gange og så lave nogle af de øvelser, som vi lavede med Julie.

For såvidt angår Pia og jeg har vi hidtil haft en aftale om ikke at lade den anden være alene om aftenputningen og generelt være så meget hjemme som muligt, mest på grund af de problemer vi havde med Julie. Nu begynder vi stille og roligt at give hinanden flere "friheder". Således var Pia på alene-shoppetur i lørdags og jeg tager til fodbold inklusiv opvarmning på næste lørdag. Putningen er vi dog fortsat fælles om lidt tid endnu.

Der er kommet småfolk til i omgangskredsen på det sidste. Vuk og Line har fået Lærke og Janni og Peter har fået Magnus. Stort tillykke til jer!