onsdag den 1. december 2010

Velkommen til vores hjemmeside!

Tiden er jo efterhånden kommet, hvor der igen sker familieforøgelse i familien Larsen på Asåvej. Derfor er det også tid til igen at stable en hjemmeside på benene, så de venner og familie vi ikke ser så tit og andre interesserede, kan følge med i opvæksten for lille Alexander.

Hjemmesiden/bloggen tilhører hele familien, men vil i den kommende tid primært være dedikeret til Alexander, som vil få ordet, når han har nyt på sinde. Vi smider løbende billeder på Picasa, men skriver lidt tekst og linker til de nye billeder herfra hver gang. Fordelen ved Picasa fremfor 123hjemmeside er at billederne på Picasa kan klikkes store og er i bedre opløsning.

Alexander har allerede snydt sin far, som allerede for adskillige måneder siden forudsagde at han ville komme til verden den 1. december. Med kun en god times tid tilbage af dagen uden tegn på en snarlig fødsel, må faderen nok erkende at han får en lang næse.

Vi bringer her den første stribe billeder af Alexander. I første omgang må vi dog nøjes med billeder af mors mave og lidt scanningsbilleder.



Allerede på scanningsbillederne får man jo en god idé om hvordan han ser ud, og ikke mindst hvad vi kan forvente i forhold til hans læbe-/ganespalte. I kan læse mere om hvad læbe-ganespalte er på Landsforeningen Læbe-Ganespaltes hjemmeside. Alexander har enkeltsidet læbe-ganespalte i venstre side. Læbespalten anslåes til at være ca. 1 cm. bred, hvorefter den snævrer sig ind op igennem gummen og ganen.

Vi er fuldt ud klar til Alexanders ankomst. Tasken er pakket, babytingene forlængst hentet på loftet, drengebaby-garderoben er tiptop med hjælp fra gode venner og familie, værelset er klar, Julies akut-babysitter er klar...ja vi venter jo faktisk bare på hovedpersonen - vores lille prins!

Når Alexander kommer ud til vores verden iler vi med de første billeder så snart det er muligt. Indtil da kan I få tiden til at gå med at kigge på nogen af de bedste billeder af Julie fra det sidste halve års tid, hvor hendes egen side har været inaktiv.

Vi håber at I vil lægge vejen forbi vores side af og til. I er velkomne til at stille spørgsmål og komme med kommentarer, hvis I har lyst til det.

Og nåh ja...glædelig jul!

2 kommentarer:

  1. Velkommen på blogspot. :)

    Ser frem til mere nyt... og lidt oftere opdatering end på Julies hjemmeside... ;-)

    Glædelig forjul til jer også!

    Hilsen Dan & Dani

    SvarSlet
  2. Hej Familien Larsen
    Vi glæder os til at følge Alexander, og håber han kommer vel til verden.

    Kærlig hilsen
    Familien Østergaard

    SvarSlet