Så kom dagen hvor den store operation skulle finde sted. Alexanders sidste måltid inden 6 timers faste fandt sted kl. 01.30 i nat og kl. 05.30 kunne han få en portion sukkervand til at stille den værste sult.
Klokken 06.30 kom far over fra patienthotellets spartansk indrettede gæsteværelser, og vi kunne give Alexander hospitalstøjet på og så ellers bare vente på at klokken nærmede sig 8.00. Kl. 7.50 kom portneren og tog os med ned på kirurgisk afsnit. Efter lidt ventetid på at lægen skulle indfinde sig, var vi klar til at lægge Alexander i fuld narkose. Vi var ad flere veje blevet advaret imod dette øjeblik, som kan være en voldsom oplevelse, men vi syntes ærligt talt ikke at det var så slemt. Han græd selvfølgelig over at de måtte holde masken fast om hans mund og næse, men udover dette, tog han faktisk det hele meget pænt, selvom han vist godt de senere dage har kunnet fornemme at der var noget under opsejling.
Da Alexander var i drømmeland, blev vi smidt ud, og da Pia havde fået et velfortjent bad, gik vi indad mod byen for at få en gang brunch. Det vil sige at det troede vi da at vi gjorde, men vi skulle lige have lidt kyndig hjælp fra en lokal før at vi kom på helt rette vej. Men vi endte med at finde et sted ved Kultorvet kaldet Klaptræet, som serverede en ganske habil brunch. Efter lidt indkøb i de omkringliggende supermarkeder, gik vi tilbage mod Riget, denne gang en lidt kortere rute :)
Vi kom tilbage til Riget ca. 4½ time efter at vi tog afsked med Alexander, så vi troede lige at vi kunne tage en slapper. Men bare 10 minutter senere kom kirurgen forbi med beskeden om at operationen var vel overstået og at Alexander snart ville komme op. Operationen var gået helt efter bogen. Alexander havde stort set ikke blødt og kirurgen var selv meget tilfreds med resultatet. Hun havde valgt at lave den forreste del af ganen, da spalten var for bred til at tage den bagerste del. Det har den ulempe at han vil have lidt sværere ved at lære at tale indtil at de får lavet den bageste del af ganen. Til gengæld har det den store fordel at han får lavet resten af ganen formentlig allerede inden han bliver halvandet år, så han derefter får nemmere ved at lære at tale. Så på kort sigt er det skidt for hans tale, men på længere sigt er det godt for hans tale.
Resten af dagen er for vores vedkommende gået med på skift at holde Alexander og så nyde ham i de ½-timers perioder han har kunnet holde sig vågen. Han er en tapper lille gut. Lige da han vågnede fra narkosen, var han selvfølgelig meget ked af det. Men de øvrige gange han har været vågen, har han været nysgerrig og opmærksom. Vi mangler stadig det første smil fra ham, men han har det efter omstændighederne rigtigt godt. Han får løbende smertestillende i form af panodil og morfin. Det skal han have de næste par dage, så han er mere eller mindre smertefri hele tiden. Udover at koncentrere os om Alexander har vi også nydt den store interesse fra venner og familie via Facebook, telefon, SMS og Skype. Det har virkelig varmet med den store indlevelse, de positive tanker og de mange krydsede fingre. Det hjalp altsammen - tak for det!
Der er billeder fra dagens forløb på Picasa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar